Print

Rekordstort antal ErhvervsPhD i 2010 øger beskæftigelse og fortjeneste

Nyheder 2011

Det største antal ErhvervsPhD-ansøgninger nogensinde har fået støtte i 2010.Ny effektmåling viser samtidig, at virksomheder med ErhvervsPhD’er får flere ansatte, højere fortjeneste og flere patenter.

I 2010 blev der givet tilsagn om støtte til 135 nye ErhvervsPhD-studerende, hvilket er det højeste antal nogensinde. Sidste år var tallet 98.

Det kan nu også dokumenteres, at ErhvervsPhD’er har en meget gavnlig effekt på virksomheder. Det viser den hidtil mest omfattende undersøgelse af ErhvervsPhD-ordningen, som er udarbejdet efter Rådet for Teknologi og Innovations handlingsplan, hvor effekterne af alle forsknings- og innovationsstøtteordninger skal dokumenteres grundigt.

- Det er virkelig godt, at det danske erhvervsliv gør stor brug af ErhvervsPhD’er, når man nu kan se, at de har en så tydelig positiv effekt på virksomhederne. Samtidig gavner virksomhederne også de færdiguddannede ErhvervsPhD’er, der får en bedre karriere end ellers, så jeg kan kun opfordre flere virksomheder og studerende til at finde sammen fremover, da det gavner alle parter, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Analysen viser:

  • at virksomheder, der har ErhvervsPhD’er, er virksomheder i vækst:
    - Bruttofortjenesten er gennemsnitligt 30 mio. kr. højere i de fem år, efter det første ErhvervsPhD-projekt er sat i gang, end i sammenlignelige virksomheder uden ErhvervsPhD’er
    - Beskæftigelsen øges gennemsnitligt med ca. otte medarbejdere i samme periode, mens sammenlignelige virksomheder uden ErhvervsPhD’er oplever et fald på fire medarbejdere
    - Patenteringsaktiviteten mere end fordobles, mens virksomheder uden ErhvervsPhD’er ikke oplever nogen forøgelse
  • at ErhvervsPhD’er gennemsnitligt tjener mellem fem og ti pct. mere end almindelige ph.d.’er
  • at ErhvervsPhD’er har tre gange så stor sandsynlighed for at blive ledere end almindelige ph.d.’er.

Yderligere oplysninger

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem Videnskabsministeriets pressemedarbejder Charlotte Holst Hansen, chhh@fi.dk, tlf.: 7226 5584.

ErhvervsPhD-ordningens sekretariat: Klaus Ammitzbøll kamm@fi.dk, tlf.: 3395 5260.


Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her